Danske fårracer

Der er to fåreracer, der betragtes som nationale i Danmark: hvidhovedet marskfår og dansk landfår (som inkluderer ertebøllefår). Begge racerne betragtes som truede. Både hvidhovedet marskfår og dansk landfår beskrives som hårdføre og årvågne. Hvidhovedet marskfår har uld på både ben og hoved, og et tykt uldlag på maven, hvilket gør dem særlig modstandsdygtige over for barskt og koldt vejr, mens det danske landfår er kendt for deres evne til at overleve på dårlig vegetation. 

Oprindelse

Det danske landfår er gennem historien blevet krydset med flere forskellige racer, herunder spansk merinofår (1600-tallet), engelske fåreracer (1800-tallet) og rygjafåret (1900-tallet). Oprindeligt var der to typer landracefår i Danmark – hedefår og klitfår. I dag består racen af tre forskellige linjer: hulsigfår, vesterbøllefår og ertebøllefår. Ertebøllefår er blevet beskrevet som særligt velegnede til kulturlandskabs- og naturpleje. Det er også vigtigt at bemærke, at ertebølle-linjen er stærkt genetisk adskilt fra de øvrige linjer inden for det danske landfår.

Hvidhovedede marskfår stammer fra Nordsøkysten og er udviklet på basis af den friesiske landrace. Racen er derfor særligt tilpasset til at modstå de barske miljøforhold i vadehavsområderne langs Nordhavet.

Brug og vigtige egenskaber

Både det danske landfår og hvidhovedet marskfår anvendes til kød- og uldproduktion. Lam fra dansk landfår har en moderat kødtilvækst og vokser omkring 200 gram pr. dag i de første par måneder efter fødslen, hvorefter tilvæksten falder til ca. 160–170 gram pr. dag i de efterfølgende to måneder.  Ulden fra denne race indeholder både bunduld og dækhår med en fibertykkelse på 21–27 mikron (µ) og er særdeles velegnet til filtning. Racens dyr beskrives desuden som årvågne og livlige med fremragende moderlige egenskaber, hvilket er vigtigt både for at undgå rovdyr og for lammenes overlevelse.

Dansk hvidhovedet Marskfår er primært en kødproduktionsrace. Racen har en god muskelmasse og en normal fedtfordeling. Ved fødslen vejer lammene i gennemsnit 4,6 kg, og deres tilvækst er ca. 283 gram pr. dag i de første to måneder. I alderen fra to til fire måneder falder tilvæksten til 243 gram pr. dag i gennemsnit. Racen producerer desuden en relativt stor mængde uld – et får kan give mere end 5 kg årligt. Ulden fra denne race er lang og grov, og er særdeles velegnet til tæppeproduktion. Fibertykkelsen ligger på 34–40 mikron (µ). Andre vigtige egenskaber ved racen er dens høje modstandsdygtighed over for tarmparasitter. Racen har desuden en diegivningsperiode på cirka fire måneder, hvor mælkeydelsen vurderes som god. Derudover er marskfår meget tolerante over for varierende vejrforhold og er særligt tilpasset de barske marskforhold.

Bevaring

Begge racer betragtes som truede på baggrund af antal registrerede avlsfår i populationerne. I populationen af dansk landfår blev antallet af avlsfår senest opgjort til 916 (2023), og bestanden udviser en stigende tendens. Hvidhovedet marskfår har 620 avlsfår (2023) og for denne race rapporteres der om et faldende antal dyr.

Det danske landfår og det hvidhovedet marskfår er registreret som oprindelige danske husdyrracer, der skal bevares, og de er berettigede til tilskud fra den danske stat. Avlsarbejdet indenfor racerne varetages af de respektive raceforeninger (se oversigten under), som har ansvaret for bevaring og genetisk forvaltning. Foreningerne administrerer stambøger, formidler statslige tilskudsordninger og arbejder for at udbrede kendskabet til racerne.

Raceforeninger

Dansk landfår

Foreningen Dansk Landfår er ansvarlig for hulsig- og vesterbøllelinjerne. Foreningen har ingen officiel hjemmeside, men fungerer som en medlemsforening under Dansk Fåreavl (en paraplyorganisation for alle fåreracer i Danmark).

Avlsforeningen for Ertebøllefåret står for forvaltningen af ertebøllefåret.

Hvidhovedet marskfår

Raceforeningen for Hvidhovedet Marskfår er ansvarlig for det hvidhovedet marskfår. 

Karakterisering

Forskningsaktiviteter, der karakteriserer racer, udgør en central del af bevaringsarbeijdet. Gennem karakterisering opnås viden om hvorvidt en race besidder unikke egenskaber, som kan være væsentlige for at sikre fremtidig fødevareproduktion.

En undersøgelse gennemført af Kierkegaard et al. (2020) viste, at der frem til foråret 2019 kun fandtes et begrænset antal let tilgængelige karakteriseringsstudier af racerne: tre for dansk landfår og et for hvidhovedet marskfår. For dansk landfår har størstedelen af forskningen haft fokus på den molekylære genetiske diversitet, herunder både variation indenfor og mellem racer samt racens genetiske historie (Chessa et al., 2009) og racens bidrag til den samlede biodiversitet blandt europæiske fåreracer (Tapio et al., 2005). I sidstnævnte studie indgik også hvidhovedet marskfår. Det tredje studie vedrørende dansk landfår adskilte sig ved at fokusere på racens sociokulturelle værdi frem for genetiske forhold.

I sommeren 2019 publicerede Schönerz et al. (2019) en undersøgelse af populationsstrukturen og en genom-dækkende karakterisering af både det danske landfår og hvidhovedet marskfår. Studiet viste, at begge racer er genetisk distinkte i forhold til andre nordiske fåreracer, og at niveauet af genomisk indavl var moderat. Samtidig blev det påvist, at begge racer hørte blandt de ti mest indavlede populationer i undersøgelsen. På den baggrund konkluderede forfatterne, at der er behov for mere bæredygtige forvaltningsstrategier for at sikre racernes genetiske diversitet.

En øget forskningsmæssig karakterisering vil yderligere styrke beslutningsgrundlaget for bevaring og fremtidig anvendelse af racerne.

Sjove fakta

• De danske fårracer havde oprindeligt korte haler ligesom andre nordiske racer, men er i dag langhalede som følge af tidligere krydsninger med langhalede europæiske racer.
• Genomisk karakterisering har vist, at der inden for racen dansk landfår findes to genetisk adskilte linjer.
• Hvidhovedet marskfår har uld på ansigt, bug og ben, og ét får kan producere op til 5 kg uld.
• Hvidhovedet marskfår er særligt modstandsdygtigt over for indvoldsparasitter.